Slider billede til forside

Markedsføring

Jeg er træt af, at journalister fokuserer på datalæk, ulovlig indsamling og manglende sletning. Nu har vi hørt det.

 

I stedet skal man interessere sig for de mere kommercielle sider af persondataretten såsom: Hvis Google og Facebook reelt sættes ud af spillet i et eller andet omfang, hvilke muligheder er der så for at tage en del af markedet? Jeg har indtryk af, at en del har set lyset, men slet ikke nok.

 

Kan Google forsvinde? Ja, for mennesker har en tendens til at vurdere ting forskelligt over tid. Men når man står i det, virker alt så varigt. Men det er det ikke.

Samtidig kan jeg heller ikke helt forstå, at der ikke er endnu flere virksomheder, der vejrer morgenluft ved at se, at Facebook muligvis gennem GDPR ikke kan fastholde sin andel af det marked, der handler om salg af adfærdsmønstre / profiler.

 

Jeg vil langt hellere have, at en lokal, dansk eller europæisk virksomhed har en hulens masse oplysninger om mig, så fortjenesten, kontrollen og arbejdskraften måske forbliver i DK / EU.

 

Og er det egentlig Google, der skal ligge inde med så meget viden om os, selvom det er aggregeret data? Hvis jeg skal undersøges, vil jeg hellere have, at DTU gør det.

 

Og så en lille stikpille: Der findes ikke ikke-personhenførbar data, hvis man hedder Google og har så mange datasæt, der blot kan køres sammen. Den hopper jeg ikke på.

 

Retten til dataportabilitet i GDPR giver i øvrigt muligheden for at gennemføre monopolbruddet – hvis linket ikke virker, så søg på “guidelines dataportability”, så finder du art.-29-gruppens vejledning, som i øvrigt er opdateret 5. april 2017.

 

 

Et lille aber dabei: DON’T BE CREEPY

Og det gode råd til markedsføring, uanset hvad det måtte hedde nutildags (Cause Marketing, Close Range Marketing (CRM), Relationship Marketing, Transactional Marketing, Scarcity Marketing, Word of Mouth Marketing, Proximity Marketing, Call to Action Marketing eller Viral Marketing), er: DON’T BE CREEPY (læs om det her og især her). Ellers kommer de registrerede efter dig.

 

Det er blandt andet det, art. 22 i GDPR handler om, men det tager vi en anden gang.

 

 

Omsætning på opbevaring af data

Og så må der være en masse IT-virksomheder i Europa, som pludselig får mere omsætning, fordi USA og andre tredjelande er tilstrækkeligt usikre at opbevare data i til, at man som ansvarlig ledelse vil opbevare data der og løbe risikoen.  Og hvorfor mon nogle af tech-giganterne har travlt med at smide datacentre i DK for tiden?

 

Også her ligger der forretningsmuligheder.

 

 

Få overblik

Hvis man i det hele taget er forvirret over udviklingen og synes, at der den ene dag siges ét, men den anden dag noget andet, så læs her. Den er god at blive klog af og giver et samlet overblik over den udvikling, vi er midt i. Det er også her, man kan finde gode overvejelser om, hvorvidt det overhovedet giver mening at regulere databeskyttelse på baggrund af begrebet persondata. Det løb er dog nok kørt.

 

 

Robotterne kommer alligevel ikke lige nu

Og så en anden god en, jeg har haft lyst til at dele i længere tid, men holdt tilbage, da det kan opfattes som blasfemi (find artiklen: “CHILL: The Great Tech Panic: Robots Won’t Take All Our Jobs” på wired.com – linket virker ikke i LinkedIn-universet).

 

Jeg tænker, at det må være på tide lige at træde et skridt tilbage og overveje om ikke digitaliseringssnakken kan blive mere målrettet og klar, så digitaliseringen får den rigtige retning og ikke overdrives i sin betydningsfuldhed. De investeringer, vi skal gøre os, skal ramme plet. Ingen slinger i valsen, tak.

 

 

Ubrugelig IT – findes det? Ja, det gør

Er man træt af fejlslagne og overgjorte IT-projekter, så læs bogen “Does IT matter” af Carr (linket virker ikke i LinkedIn-universet). Eller støv den gamle Bonnerup-rapport fra 2001 af, hvori man kan læse følgende vidunderlige råd til opstarten: Hvad er det reelle behov for IT-projektet? Og: “Think big – start small”.

 

Sund fornuft, som vist er gået tabt i mangen en forsamling, der skal rulle IT ud over en given produktionsproces i en virksomhed eller en offentlig myndighed.

 

IT-projektledere vil forhåbentlig synes, at ovennævnte er gode at læse og vil formentlig også få bekræftet, at den erfaring, der med årene har stemt sindet til realisme, skal tages alvorligt.

 

Og så er der blot tilbage at ønske alle en god digitalisering og weekend.

 

Ps. Ja, dette var så et eksempel på Content Marketing målrettet mit LinkedIn-netværk – jeg håber ikke, det var alt for creepy 😉

 

#gdpr#databeskyttelse#persondata#datatilsynet#itprojekt

Profil af Jacob

Hvis du vil vide mere, så kontakt meget gerne Jacob Naur

Telefon: (+45) 6144 0707
Mail: jgn@hejm.dk